The LEGO Batman Movie UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
The LEGO Batman Movie UHD 4K blu-ray anmeldelse

The LEGO Batman Movie UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
 
The LEGO Batman Movie UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 44 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K  - 2.40:1

Blu-ray udgivelsesdato: 29. juni 2017
Distributør: Twentieth Century Fox Home Entertainment
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray + Blu-ray.

Genre: Animation
Biograf premiere: 9. februar 2017.

Instruktør: Chris McKay
Manuskript: : Bl.aChris McKenna, Erik Sommers & Jared Stern.
Producere: bl.a. Phil Lord, Dan Lin & Roy Lee
Klip: David Burrows, John Venzon & Matt Villa
Musik: Lorne Balfe
 
Skuespiller som ligger stemme til original udgaven:
Will Arnett som Batman
Michael Cera som Robin
Rosario Dawson som Batgirl
Ralph Fiennes som Alfred
Zack Galifianakis som Joker

Beskrivelse: 
Efter Christopher Miller og Phil overtog teten med LEGO-film og lavede et koncept, som var værdigt til det storred lærred i 2014, blev konceptet med LEGO-film pludselig helt anderledes – før var det lidt halvkedelige animationer og småfilm, men nu måtte konceptet briste eller bære i biografmørket. LEGO the Movie, blev en kæmpesucces og nu er efterfølgeren skabt af instruktør Chris McKay klar til at blive anmeldt på hjemmefronten.
 
The LEGO Batman Movie UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Filmen tager sit udgangspunkt hos Batman (Will Arnett), som i den foregående film kom ind midt i filmen og reddede dagen for vores helte – og efterfølgende opførte sig lidt som en idiot. Nu ser vi ham i sin hverdag, hvor han døjes med ensomhed uden for sine heltegerninger. Det hele ændrer sig dog, da han ved et tilfælde bliver fader til knægten Robin, og inden længe kastes de ud i en længere tumult med en panisk Joker – en Joker som har svært ved at sætte ord på forholdet til Batman.

Selve konceptet og humoren fortsætter med stor stil i denne efterfølger, dog lidt mere konkret og fokuseret på én sjov karakters univers, frem for det store hele billede kontra virkeligheden, som vi så i etteren. Filmen giver en meget dyster og tragikomisk fortælling i én og samme historie, hvor man udforsker den mørke side af den ensomme kappeklædt helt i et komisk lys. Det giver grobund for nogle interessante identitetskriser, forhold mellem venner og fjender og ikke mindst nogle grinagtige øjeblikke i de klodsede omgivelser.

Den er efter min mening ikke lige så sjov som den første film, da man i etteren havde nogle lidt flere referencer til virkeligheden og det storslåede univers, hvor man i denne film måske er lidt mere orienteret mod karakterdrevne grin. Det fungerer også langt hen ad vejen, men den har ikke helt samme gnist og tilgang til humoren som den originale. Derimod giver toeren nogle meget interessante kreationer og karakterinvolveringer i plottet, hvor et utal af klassiske såvel som nye LEGO og Batman-figurer kommer i spil i et meget storslået univers. Selve handlingen er på sin vis mere intens i sin udvikling og giver en langt større action-mængde til filmen.

Den bedste underholdningskilde i filmen er uden tvivl den lettere egocentriske Batmans syn på livet, venner, familie og kærlighed, som kommer til udtryk gennem en fortrinlig dannelsesrejse med klassiske træk krydret med vanvid. Denne film er af typen, som kan underholde børn og voksne ligeligt – mens de små børn måske hygger sig over figurerne og de små grin, så kan voksne forstå ironien, sarkasmen og ikke mindst de små hentydninger hist og her. Hentydninger som refererer til klassiske superheltetegneserier eller blot nogle pointer, som man kun forstår, når man er blevet voksen. Det giver en solid dynamik og synergi mellem børnefilmskonceptet og den mere modne tilgang.

Samlet set er LEGO Batman the Movie en ganske underholdende størrelse, som ikke helt kommer på samme niveau som sin forgænger, men formår at fortsætte den unikke humor, det visuelle særpræg og ikke mindst den stærke fortælleteknik. Den er snedig, gennemtænkt, ironisk og fyldt med underholdning for børn og voksne.
 
The LEGO Batman Movie UHD 4K blu-ray anmeldelse

Visuelt er filmen ufatteligt imponerende, når man tænker på, at selve grundkonceptet stammer fra nogle meget statiske LEGO-figurer. Det visuelle er storslået og overvældende, uden at miste grebet om, hvordan LEGO-klodser fungerer og skaberne har formået at finde en solid balance i redigeringen. Figurerne står skarpt, action-delen kommer til sin ret gennem den farverige klipning og selve det visuelle univers bliver en fornem symbiose mellem legetøj og visionære genialiteter. Samlet set er billedsiden ganske fortrinlig og velkomponeret med henblik på bogstaveligt at bigge historien op gennemdet visuelle.
 
Lydmæssigt er filmen også ganske imponerende og virker til at arbejde på noget af det samme eventyrlige soundtrack som etteren. Der er fin balance mellem de dybe baslyde og de små, orkestrale komponeringer, som formår at bygge den rette stemning på i hver scene. Stemmerne er spot-on og uden interferens, og selve opbygningen af lydens udvikling bidrager med det nødvendige momentum for filmens udvikling. Samlet set en lydside i særklasse.
 

Tak til Twentieth Century Fox Home Entertainment / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet juli 2017. 

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser