Nat på Museet 1-3 blu-ray anmeldelse

 
Nat på Museet 1-3 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Nat på Museet 1-3 blu-ray anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 311minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.85:1, 2.35:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 8. oktober 2015
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 3  =  Blu-ray.

Genre: Eventyr, komedie

Instruktør: Shawn Levy
Manuskript: bl.a. Robert Ben Garant, Thomas Lennon og Milan Trenc
Producere: bl.a. Patrick Crowley, Frank Marshall og Thomas Tull
Fotograf: Guillermo Navarro
Klip: Don Zimmerman
Musik: Alan Silvestri
 
Skuespiller:
Ben stiller som Larry
Robin Williams som Roosevelt
Owen Wilson som Jedediah
Carla Gugino som Rebecca
Dick Van Dyke som Cecil

Beskrivelse: 
Siden Shawn Levy i 2007 kom på konceptet med et museum, hvor inventaret blev levende om natten, er franchisen nu nået op på en trilogi. Med Ben Stiller i front inviteres tilskueren med ind i det fantasifulde univers, hvor drømme bliver til virkelighed og historien for alvor bliver vækket til live. Jeg har kigget nærmere på den samlede boks med alle film og vil forsøge at sætte et par ord på dem alle tre.
 
Nat på Museet 1-3 blu-ray anmeldelse
 
 
Nat på Museet
Den første film i trilogien er absolut den bedste. Man introduceres for første gang til konceptet, og man får meget mere originalitet og opfindsomhed. Ben Stiller portrætterer den uheldige nattevagt på et nationalmuseum, som en dag opdager, at hele museet vækkes til live i nattetimerne. Dette er en solid grobund for en børnefilm, der også vækker glæden hos det indre barn hos den voksne tilskuer. Humoren er i højsædet hele vejen i gennem og konceptet bæres af de fornemme CGI-effekter, som får alle de normalt stillestående figurer til at bevæge sig frit rundt. Fantasien er sluppet fri og filmen bærer præg af et ganske interessant manuskript med fokus på karakterer, følelser og ikke mindst en masse sjov og spas.

Den er selvfølgelig meget børnevenlig og har af og til lidt for mange let fordøjelige elementer, som man ikke ligefrem forbinder med stor filmkunst. Men den formår alligevel at vække en glæde hos seeren og man fascineres af at se, hvordan computereffekterne kan blæse tilskueren bagover. Ben Stiller er i sit rette element som den kække nattevagt, og hans interaktioner med museets beboere – blandt andet Owen Wilson og Steve Coogan – fungerer ganske godt. Man føler, at folkene bag filmen brænder for produktionen og det smitter af på filmen i form af en hjertevarm tilgang til humoren. Samlet set en ganske fremragende familiefilm.
 
Nat på Museet 1-3 blu-ray anmeldelse
 
 
Nat på Museet 2
Toeren er tydeligvis både et forsøg på at genskabe den samme originale gnist samt brygge videre på historien så hele universet bliver ekspanderet. Det er lidt en turbulent rutsjevanetur på godt og ondt, da filmen ikke rigtig finder sit solide fodfæste, men alligevel kommer på banen med nogle anderledes og interessante elementer. Nattevagten og udstillingen er blevet sendt til Smithsonian, hvor de nuværende beboere for første gang skal opleve at være levende. Det skaber et hektisk virvar, hvor nattevagten ikke blot skal holde styr på sine egne folk, men samtidig skal lære en helt ny museumsudstilling af interagerer med hinanden. Det resulterer i nogle ganske sjove udvidelser i rollebesætningen, hvor man virkelig ser historien blive vækket til live. Man får langt flere ikoniske, historiske elementer at se i toeren, men glæden over at se dem er ikke lige så stor, som i etteren.
Man kan tydeligt mærke, at dette stort set er den samme film som etteren, blot et andet sted og med nogle alternative tilføjelser. Heldigvis er skuespillet og den humoristiske udvikling skarp nok til at holde skuden oven vande, og man føler sig stadig tiltrukket af konceptet og de gamle bekendtskabers møde med en helt ny verden. Den kommer desværre aldrig op på samme niveau som etteren, og det skyldes lidt, at konceptet i og for sig er en enkeltstående succes, som ikke tåler så meget videreudvikling. Humoren og manuskriptet bærer ikke ligeså meget originalitet med over i toeren, og derfor kan den kun blive en mindre skuffelse. Samlet set er denne efterfølger lidt en gentagelse af etterens elementer, blot uden den ret så solide succesrate.
 
Nat på Museet 1-3 blu-ray anmeldelse
 
 
Nat på Museet 3
Treeren er desværre en film, som ikke burde være blevet lavet. Den forsøger på samme facon som toeren at genoplive konceptet med samme præmisser, blot et andet sted. Vi følger endnu en gang nattevagten på nye eventyr, hvor der pludselig opstår en fare for, at alle museumsfigurerne aldrig vil kunne vækkes til live igen – og det er derfor op til nattevagten at stoppe denne udvikling ved at rejse efter svar til et nyt museum i London. Det har mistet sin gnist på mange måder, og tilføjelsen af nye ansigter og figurer kan absolut ikke redde filmen i denne omgang – tværtimod. Tilføjelsen af den kvindelige ’komiker’ Rebel Wilson er en falliterklæring, da hun sænker filmens intelligensniveau ned til et punkt, hvor det bare ikke er sjovt længere. Det sjoveste punkt i filmen er endnu en gang Ben Stiller, som møder sit andet jeg i form af en neandertaler-skikkelse – der interaktioner er ganske fremragende og udæsker en del humoristiske elementer.

Effekterne er stadigvæk i skarp fokus på denne tredje installation, og det er en af de ting, som hiver filmen væk fra bundkarakteren. Man betages stadigvæk af de historiske figurer, som vækkes til live i en meget komisk og alternativ kontekst. Dog er der i denne produktion alt for mange gentagelser fra etteren, og de sidste gnister af originalitet skal findes på manuskriptfronten – historiemæssigt er filmen nemlig på visse punkter noget mere dybdegående end toeren, og det giver alligevel en solid grobund for nogle skarpe fortællinger. Dog er der ikke rigtig styr på den generelle tone eller udtryk i filmen, og treeren bliver noget af en skuffelse. Samlet set er treeren en film, som ikke burde være blevet produceret, da den træder i de samme forkerte fodspor som toeren – bare i et større omfang.

Billedmæssigt er de alle tre ganske fortrinlige og effekterne kommer for alvor til udtryk i de fine bearbejdninger af klipningen og billedkompositionen. Med så mange møder mellem rigtige mennesker og CGI-effekter i alle tre film er det svært ikke at spotte de steder, hvor tingene bliver en smule for urealistisk. Der kan den visuelle instans godt halte lidt, da konceptet sluger for mange effekter til at det hele kan hænge sammen på en æstetisk måde. Men på den anden side får man nogle solide vinkler, masser af visuel underholdning og ikke mindst et skarpt fokus på detaljer. Samlet set en generel fin billedside over hele linjen.
Lyden er en af de mere interessante ting på udgivelsen, da filmen virkelig lever op til konceptet eventyr på den lydmæssige front. Man får et virvar af velsammenstrikkede lyde og underlægningsmusik, som sørger for at sætte tilskueren i den rette sindsstemning – alt fra T-Rex’ brøl til små uforståelige neandertalere er der sat stor fokus på kvalitet i lydoptagelserne, og der er absolut ingen interferens eller forstyrrelser på kompositionen. De storslåede musiknumre på underlægningsfronten fungerer eminent til at skabe den eventyrlige stemning, og man bliver hurtigt grebet af universet og karaktererne. Samlet set en fremragende lydside over hele linjen.
 

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet november 2015.  

Tilbage til Blu-ray anmeldelser