Whiplash blu-ray anmeldelse

Whiplash blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: Drama

Biograf premiere: 19. februar 2015.

Instruktør: Damien Chazelle
Manuskript: Damien Chazelle

Producere: B.la. Jason Blum, Jeanette Brill & Nicholas Britell.
Fotograf: Sharone Meir
Klip: Tom Cross.
Musik: Justin Hurwitz.

Skuespiller:
Miles Teller som Andrew
J. K. Simmons som Fletcher
Paul Reiser som Jim
Melissa Benoist som Nicole

Beskrivelse: 
Det er altid utroligt spændende at se nye instruktører prøve kræfter på det store lærred, da man aldrig ved, hvornår den næste mesterlige skaber dukker frem til overfladen. Tidligere på året fik den unge Damien Chazelle muligheden for at vise sit værd med sin første spillefilm, Whiplash, som jeg har kigget nærmere på i denne omgang.

 

 

 

Filmen følger den unge trommeslager Andrew (Miles Teller), som langsomt er ved at stige i graderne på musikkonservatoriet. En dag bliver han spottet af den notoriske musikinstruktør Fletcher (J.K. Simmons) og hans drømme virker til at blive til virkelighed. Fletcher er dog ikke den normale lærertype, men i stedet en modbydelig, sadistisk og kontroversiel type, som presser folket til grænsen. Andrews evner bliver for alvor sat på prøve – kan han klare jobbet, eller bukker han under for presset?

Ved første øjekast virkede filmen som en simpel historie, som man sikkert hurtigt ville glemme igen, men det var ikke tilfældet. Whiplash er en uhyggelig god fortælling, som langsomt og møjsommeligt kryber ind under huden på tilskueren og skaber et nervepirrende drama fra start til slut. Filmen er præget af mange heftige interaktioner blandt små, intime grupper af mennesker, hvor spændingen er så tyk, at man kan skære den i luften med en kniv. Handlingen river tilskueren med fra starten og drager os med på en rejse ind i den menneskelige psyke på godt og ondt. Hvor meget kan man presse en person, før man er gået for vidt? Filmen dykker ned i tabuet og viser på fornemmeste vis, hvordan mange må betale den højeste pris for succes.

Miles Teller har indtil for nogle år siden været et ret ukendt navn på plakaten, men er efterhånden ved at være en af de spirende unge skuespillere. Han formår virkelig at portrættere den ustabile hovedperson til punkt og prikke, og man bliver virkelig grebet af hans intense skuespil. Han formår at skildre den nervepirrende rutsjebanetur, man oplever, når man forsøger at nå sine drømme, men hele tiden bliver trådt på. Over for ham kommer filmens absolut største trækplaster, J.K. Simmons, som også velfortjent vandt en Oscar for sin præstation som den psykotiske musikinstruktør. Han lever sig 110 procent ind i rollen og skildrer den mest usympatiske og samtidig fascinerende skikkelse, som på tabubelagt vis forsøger at få de unge til at opnå deres maksimale potentiale.

Selve filmens omdrejningspunkt er musikken, og her kommer underholdningen virkelig frem i fokus. Selvom jeg personligt ikke er den store fan af jazz eller orkestermusik, så blev jeg virkelig grebet af stemningen og tonerne i filmen. Musikken bliver nemlig ikke blot en brik i handlingen, men bliver i sig selv også en stemningsskabende faktor for de hektiske følelser, som handlingen udvikler. Der er blus på alle tangenterne, og den filmiske og lydmæssige del formår virkelig at spille sammen til et herligt potpourri af følelser. Samlet set er Whiplash en af årets helt store overraskelser, og Damien Chazelle fortjener enormt stor ros – han er bestemt en instruktør, man bør holde øje med i fremtiden!

 

 

Billedsiden leveres i et imponerende spil mellem lys og skygge, hvilket er med til at understrege de meget mørke afkroge af hovedpersonen sind. Han bevæger sig ud, hvor mennesket ikke kan bunde, og den visuelle effekt forstærker og understreger den meget turbulente overgang. Der er absolut ingen former for sammenklumpede farver og forstyrrelser på billedkvaliteten, men i stedet en stilren, velfungerende mørk æstetik, som gør scenografien til en herlig størrelse. Samlet set en billedside i topklasse.

 

Bortset fra J.K. Simmons præstation er lydsiden den mest fantastiske del af filmen. Orkestermusikken er fundamentet i denne fantastiske fortælling, og musikken fortryller tilskueren til at falde pladask for den meget hektiske og ubehagelige rejse for hovedpersonen. Lyden er skarp, diskanten rammer rent og bassen sidder perfekt – der er virkelig kælet for alle detaljerne i denne produktion, hvilket bærer præg i gennem hele produktionen. Samlet set fortjener lydsiden også en karakter i topklasse.

 

Her kan man opleve et interessant dokumentarisk klip, hvor berømte trommeslagere fortæller om deres arbejde og passion på trommesættet. Derudover kan man også se den originale kortfilm, som inspirerede til denne fuldlængdes film. Derudover er den en række kommentarspor samt et par interviews med skaberen og stjernerne. Sammen med de vante, slettede scener fungerer denne bonusomgang faktisk ganske godt, og overrasker med sit underholdningsniveau.