Transformers Age Of Extinction blu-ray anmeldelse

 
Transformers Age Of Extinction blu-ray anmeldelse

Transformers Age Of Extinction 3D blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Transformers Age Of Extinction blu-ray anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 45 minutter
Lyd: Dolby Atmos English (Dolby True HD 7,1)
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 20. november 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 3  = 3D blu-ray / 2 x Blu-ray.

Genre: Action
Biograf premiere: 10. juni 2014.

Instruktør: Michael Bay
Manuskript: Ehren Kruger
Producere: Bl.a. Michael Bay, Ian Bryce og Allegra Clegg
Fotograf: Amir Mokri
Klip: Roger Barton, Wiliam Goldenberg og Paul Rubell
Musik: Steve Jablonsky
 
Skuespiller:
Mark Wahlberg som Cade Yeager
Stanley Tucci som Joshua Joyce
Kelsey Grammer som Harold Attinger
Nicola Peltz som Tessa Yeager
Jack Reynor som Shane Dyson
Titus Welliver som James Savo

Beskrivelse: 
Transformers var til at starte med en legetøjsbrand, hvor børn kunne lege med en række specielle robotter, som kunne forvandle sig til ting såsom biler og våben. Da action-kongen Michael Bay pludselig fik den idé at filmatisere dette i en visuel film, blev man hurtigt ret så begejstret. De tre første film var ganske interessante og visuelt overvældende, og nu er den fjerde film i en ny æra dukket op på markedet.
 
Transformers Age Of Extinction blu-ray anmeldelse
 
Vi følger livet flere år efter hændelserne i Transformers 3 og historien fokuserer på mekanikeren Cade Yeager (Mark Wahlberg), som lever i ro og mag med sin utroligt lækre datter. Da han en dag finder en gammel lastbil, som han vil sætte i stand, finder man pludselig ud af, at det er en Transformers. En hemmelig organisation har forsøgt at udrydde verden fra alle alien-robotter, men Cade og Optimus Prime finder ud af, at menneske får hjælp af en hidtil ukendt race. Nu går jagten for alvor ind på retfærdighed for både mennesker og transformers, men spørgsmålet er – har autobotterne mødt deres overmand?

Det første som springer i øjnene på denne film, er selvfølgelig den visuelle side. Michael Bay fortsætter sit vanvidsunivers af overrumplende roboteffekter, solide spændingsøjeblikke og hektiske forvandlinger i Transformernes udseende. Men man havde måske lidt håbet, at han i denne nye film ville sætte tempoet lidt ned, så man havde en chance for at nærstudere Transformerne og deres udvikling lidt mere – man mister mange af de fede effekter i den alt for hektiske udvikling og det er en skam. Generelt blev man meget overrasket over, at Bay allerede ville lave et nyt koncept til Transformers-franchisen, da man slet ikke havde haft nok tid til at forholde sig til den første trilogi. Ved denne nyhed fik man forhåbninger om, at Bay måske ville lægge et helt nyt univers på bordet med nogle finpudsninger i forhold til de tre første films mangelfuldheder – men det blev desværre ikke en aktualitet. Denne udgivelse kommer også med en mulighed for 3D, og det vil jeg klart anbefale til en film såsom denne – man kommer meget tættere på hele den svulstige effektside og man får en større mulighed for at se den rette dybde i de hektiske billeder.

Handlingen er ret så kedelig og uinteressant i det overordnede billede, da den falder lige pladask i en række klicheer fra foregående film og andre kedelige produktioner. Mark Wahlberg virker utroligt hæmmet i sin rolle og skal agere som en dum, overbeskyttende far. Hans datter er kun med som øjeguf, og det fungerer efter planen, men hun har ikke set mange timer på skuespilskolen. Generelt fyrer filmen en masse tåkrummende jokes af, som slet ikke nærmer sig noget af det, man havde forventet i forhold til de foregående film. Filmen er et solidt eksempel på ’actionporno’, hvor man kan lægge hjernen på hylden – den er desværre bare lidt for lang til, at man kan sætte sig tilbage i sofaen og nyde hele oplevelsen.

Selve elementet med de nye robot-aliens fungerer rigtig godt, men filmen er alt for lang og slet ikke nytænkende nok til, at man er klar på at forholde sig til nye figurer i Transformers-universet. Hele sammensætningen er bare meget mangelfuld og man har slet ikke nok baggrundshistorie og substans i den hektiske, visuelle udvikling. Filmen er utrolig flot og intens, men man mangler en hjerne bag konceptet. Samlet set er Transformers 4 den dårligste af dem alle og varsler måske om en tid, hvor Transformers-film kommer til at rumme endnu mindre intellektualitet og underholdning, end man havde kunnet forestille sig.
 
Transformers Age Of Extinction blu-ray anmeldelse

Billedet præsenteres i et MPEG-4 AVC 1080p 2.40:1 aspect ratio, hvilket er den eneste vej frem for så teknisk en film som denne. Mange af scenerne kræver uhyre meget koreografi – ikke blot hos skuespillerne, men også i scenerne, hvor der virkelig er kælet for detaljerne i robotternes udvikling og overdrevne visualitet. Der er en ufattelig flot dybde i billedet, som virkelig giver det rette udseende af helheden. Detaljerne er mest veludførte på ansigtstrækkene og ikke mindst de knivskarpe farveopsætninger hele filmen i gennem. Filmen går ofte lidt for meget all-in med de psykopatiske slagsmål mellem robotterne, men man kan alligevel ikke lade være med at klappe i hænderne over deres vanvittige tempo. Kontrasterne er dybdegående og billedredigeringen er uhyre professionel, hvilket i sidste ende giver en formidabel sammensætning uden nogen som helst tekniske fejl. Samlet set en billedside i topklasse.

Lydsiden præsenteres i et Engelsk: Dolby True HD 7.1 eller Dolby Atmos, som virkelig formår at brænde igennem. De visuelt overrumplende billeder bliver fornemt suppleret af mindst ligeså voldsomme lydeffekter, og giver derfor en mere intens oplevelse af filmen. Lydredigeringen er glasklar i kvaliteten og der er absolut ingen form for forstyrrelser på lydsiden. De dybe baslyde formår at give nogle voldsomme lydeffekter uden at vrænge over i en skratten eller andre former for forstyrrelser, og lydsiden formår generelt at tøjle de voldsomme lydeffekter helt perfekt. Slagsmålene er utroligt intense med denne lydmæssige redigering, men lyden formår at være afrundet. Igen er der absolut intet negativt at sige om filmen, og kombinationen af billed- og lydside giver hele filmen et præg af professionalitet. Lydsiden sørger for, at man får en mindst ligeså god oplevelse i hjemmet, som man gjorde i biografen.

Dette er den første blu-ray med Dolby Atmos lyd, som giver helt nye muligheder i hjemmebiografen når der tales surround lyd. 
 
 
Her finder man lidt over 3 timers bonusguf, som går helt tæt på de visuelle aspekter og selve filmens udvikling i forhold til den første trilogi. Her er det interessant at se, hvordan tingene bliver lavet og hvordan Bay formår at skrue så voldsomme effekter sammen. Bonusmaterialet går også i dybden med de nye tiltag i denne film og samlet set er udgivelsens ekstramateriale ganske lovende.
 

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet november 2014.  

Tilbage til 3D Blu-ray anmeldelser eller Blu-ray anmeldelser