Chef blu-ray anmeldelse

 
Chef blu-ray anmeldelse

Chef blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Chef blu-ray anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Zone: B
Spilletid: 1 time & 55 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 27. marts 2015
Distributør: 
Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1

Genre: Komedie / drama
 
Biograf premiere: 20. november 2014

Instruktør: Jon Favreau
Manuskript: Jon Favreau
Producere: B.la. Jon Favreau, Molly Allen, John Bartnicki
Fotograf: Kramer Morgenthau
Klip: Robert Leighton

Skuespiller:
Jon Favreau som Carl Casper
John Leguizamo som Martin
Bobby Cannavale som Tony
Emjay Anthony som Percy
Scarlett Johansson som Molly
Dustin Hoffman som Riva
Sofía Vergara som Inez

Beskrivelse: 
Jon Favreau kender de fleste som instruktøren bag Iron Man 1 og 2. Med stærke filmproduktioner på CV’et er det altid spændende at se, hvad han har lagt i kakkelovnen til fremtiden – denne gang blev det til filmen ’Chef’, hvor Favreau instruerer og selv spiller hovedrollen i en film om mad, kærlighed og mad til kærlighed.
 
Chef blu-ray anmeldelse 
 
Filmen følger Carl Casper (Jon Favreau), som kæmper med sit job i en restaurant, hvor han ikke kan få lov til at udfolde sine kreative evner. Da han en dag går amok på en madanmelder, kastes han ud på en hektisk identitetsrejse, hvor han bl.a. genetablerer forholdet til sin søn og finder en ny passion for madlavning.

Chef kan beskrives som en rigtig ’hyggefilm’ – den kommer ikke på banen med et nytænkende eller opfindsomt handlingsforløb, men sætter sine penge på klassikerne og mest af alt skuespillernes indbyrdes interaktioner med hinanden og med madprocessen. Hvis man bikser med lidt kokkerier hjemme i køkkenet, så kan man ikke andet end at elske denne film, som går i dybden med madlavningen og husker de helt små detaljer i processen. Filmen er præget af nogle fantastiske montager, hvor man tydeligt kan se, hvordan man kreerer god og velsmagende mad. Man kan da heller ikke undgå at få mundvandet til at løbe, da filmen både fortæller om hovedpersonens passion for madlavning mens selve filmen bliver en form for hyldest til kunsten at lave mad.

Tempoet i filmen følger udviklingen i handlingen – fokusset går fra historien om en stresset kok til entusiastisk hyggemadelsker på road-trip rundt i landet. Det virker måske som en banal ting i filmens overordnede helhed, men det giver et herligt befriende aspekt på hele processen. Man får ligesom denne feelgood-fornemmelse af hovedpersonens valg og karriereskift, som bakkes op af hans stigende passion for at opfinde nye genistreger på køkkenbordet. Jon Favreau formår virkelig at give et realistisk billede af en mesterkok med identitetskrise, og hans forhold til sin filmiske søn fungerer helt eminent – der er selvfølgelig en række klicheer i løbet af handlingen, men det er egentlig noget man overser eller hurtigt glemmer, da man bliver ’distraheret’ af det visuelle overflødighedshorn af savlefremkaldende mad.

På visse punkter er filmen meget forudsigelig, men når handlingen er bygget op som i Chef, så tænker man slet ikke over det. Man kan måske gætte, at det får en lykkelig slutning, men det er ikke slutresultatet, men søger efter, men derimod forløbet indtil. Selve filmen svæver ligesom i et frirum, hvor fantasien kan få frit løb og kokkenes inspiration blot stammer fra de ting, som sker omkring dem. På den måde bliver filmen et herligt afbræk fra alle mulige seriøse produktioner – Chef er samlet set indbegrebet af ren afslapning, mens man nyder et filmisk madshow med solidt skuespil, sjove eskapader i køkkenet og en velfungerende rejse mod en lykkelig tilværelse.
 
Chef blu-ray anmeldelse
 
Filmen fokuserer meget på madretter og madlavningsprocessen, og det bliver yderst fremhævet på denne formidable billedeside. Der er ekstra meget fokus på ansigter og handlinger, og personerne fremstår soleklart i billedet. Der bliver nærmest dannet noget fortryllende over handlingen, når personerne spiller så fantastisk godt sammen med baggrunden, atmosfæren og det kulinariske univers. Man kan tydeligt se, at der er blevet finpudset ekstra meget på billedeffekterne for at skabe den rigtige atmosfære i handlingen, men det giver derudover også en formidabel sammenhæng i det hele. Billederne glider let og elegant ind i mellem hinanden, og man nyder virkelig de flotte optagelser af både mad og mennesker.
 
Lyden præsenteres i et DTS HD Master 5,1 lydspor, hvilket er et passende valg til en stille og rolig film som denne. Der er utrolig meget fokus på dialoger og indbyrdes interaktioner mellem personerne, hvilket ikke giver en særlig stor dybde i lydsiden. Det er dog ikke noget, man savner, da filmen er nede på jorden og kører i et nogenlunde langsomt men passende tempo. Dialogerne er knivskarpe og alt efter tonelejet følger redigeringen trop og giver den rette oplevelse af intensiteten og spændingerne i historien. Desuden er filmen belagt med solidt underlægningsmusik, som passer perfekt til stemningen i køkkenet. Samlet set en formidabel lydside.
 

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet april 2015.

Tilbage til Blu-ray anmeldelser