The lone ranger blu-ray anmeldelse

 
The lone ranger blu-ray anmeldelse
 

The long ranger blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

The lone ranger blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 2 timer og 29 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, fi sk, engelsk, italiensk, russisk, islandsk
Aspect Ration: 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 14 november 2013
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Action, Adventure
Biograf premiere: 3 juli 2013.

Crew:     
Instruktør: Gore Verbinski
Manuskript: Justin Haythe, Ted Elliott  og Terry Rossio
Producere:
Jerry Bruckheimer producer
Johnny Depp executive producer
Eric Ellenbogen executive producer
Ted Elliott executive producer
Eric McLeod executive producer
Chad Oman executive producer
Terry Rossio executive producer
Mike Stenson executive producer
Gore Verbinski producer
Fotograf: Bojan Bazelli
Klip: James Haygood & Craig Wood
Musik: Hans Zimmer


Skuespiller:
Johnny Depp som Tonto
Armie Hammer som John Reid (Lone Ranger)
William Fichtner som Butch Cavendish
Tom Wilkinson som Latham Cole
Ruth Wilson som Rebecca Reid
Helena Bonham Carter som Red Harrington
James Badge Dale som Dan Reid
 
Beskrivelse: 
En lille dreng besøger et museum for USA's spæde barndom. Det vilde vesten, vilde dyr og næsten lige så vilde indianere står side om side som vitterlighedsvidnet for et Amerika, hvor kun de stærkeste, klogeste og mest udholdende overlevede. Indianeren i udstillingen er Tonto, som taler til drengen og fortæller en historie om en helt særlig slags helt. En tøffelhelt ved navn John Reid, der gemte sig bag støvede bøger og lovgivningen indtil den dag han døde. Guderne ville at John Reid skulle genopstå som Lone Ranger. En lovens lange arm, der med sin udødelighed og skarpe sanser, skabte frygt i en hver forbryders sind. Velkommen til det vilde vesten. Velkommen til Pirates of the Wild West….øhhh…jeg mener Cowboys of the Caribbean.
 
The lone ranger blu-ray anmeldelse
 
Gore Verbinski er instruktøren bag Lone Ranger. Han har før, at han kastede sin kærlighed på trilogien om Depp og Caribien, været manden bag The Mexican og senest den animerede Rango, der mest af alt var en western-kopi af Pirates of the Caribbean….troede jeg. For med Lone Ranger har Verbinski nemlig skabt en fuldkommen tro kopi af historierne om Jack Sparrow. Om det er en tilfældighed eller om det er et akut afsavn, da Verbinski ikke længere er tilknyttet Piraterne skal være usagt.

Har man set piratfilmene, så kender man allerede formularen for Lone Ranger. Et styk svag antihelt kombineret med en bindegal løgner – krydret med en fortabt ungmø, der falder i hænderne på den alt for onde og modbydelige skurk. En tynd historie, der kun overlever på en fjollet dialog, mægtige actionscener og et budget, der må være astronomisk for alt og alting skal minimum sprænges i lugten en gang. Læg så til, at Lone Ranger varer 154 minutter, hvilket kunne være skåret ned halvfems af slagsen - uden at nogen ville have grædt snot over det. Der er simpelthen intet plot, ingen overraskelser og alting er nøje tilrettelagt på en måde, hvor selv de mindste børn kan forstå hvad der sker på skærmen – til trods for at det på ingen måde er en decideret børnefilm.

Jeg er en gammel mand, der kan huske Lone Ranger som tv-serie, der i halvfjerdserne blev vist på svensk tv. Jeg vil vove den påstand, at serien fra halvtredserne havde et bedre plot, en bedre historie og egentlig også langt bedre skuespillere, hvis man trækker Depp ud af ligningen. Det er ganske enkelt forfærdeligt hvordan Disney har voldtaget (stærkt ord, men meget passende) et uskyldigt franchise for at lave endnu en Pirates of the Caribbean i nye klæder. Derfor hiver Depp filmens eneste karakter hjem, for han ER dygtig i rollen som utilregnelige Captain Jack Tonto Sparrow.
 
The lone ranger blu-ray anmeldelse
Billedet er skarpt og er tydeligvis produceret for at imponere. Selv de mørke scener er tydelige - og man sidder på intet tidspunkt og må knibe øjnene sammen, for at se hvad der sker. Billedet og kvaliteten er længder over historien i filmen – og her er helt sikkert tale om decideret eye-candy for dem, der ikke længere gider at tænke, når de ser film.

Lyden er tydelig og flot mikset sammen i DTS HD 7.1. Der er masser af fede effekter, der kombineret med de smukke scener skaber en lækker symbiose mellem billede og lyd. Dialogen er dejlig tydelig – og der er en fin balance mellem musikken og effekterne, der bevirker at man sagtens kan leve sig ind i de visuelle effekter. Der er dog nogle skingre toner, der trækker en smule ned, men det skal absolut ikke holde nogen fra at skrue helt op, når man skal nyde Lone Rangers flotte billede og lydside.

- Armies Western Road Trip
- Becoming a Cowboy
- Riding The Rails of The Lone Ranger
- Deleted Scenes
- Bloopers
- Easter Eggs

Anmeldelse skrevet den 13 november 2013.

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.