Ouija blu-ray anmeldelse

Ouija blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: Gyser
Biograf premiere: Ikke vist i danske biografer

 

Instruktør: Stiles White
Manuskript: Juliet Snowden & Stiles White

Producere: B.la. Rick Osako, Bennett Schneir & Daniel Persitz
Fotograf: David Emmerichs
Klip: Ken Blackwell
Musik: Anton Sanko

Olivia Cooke som Laine Morris
Ana Coto som Sarah Morris
Daren Kagasoff som Trevor
Bianca A. Santos som Isabelle

Beskrivelse: 
Når det kommer til gysere, så er produktionerne i nyere tid ikke ligefrem en guldgrube af overvældende chokeffekter, snedige plots og gennemtænkte skræmmeeffekter. Der er ofte blot en lille håndfuld seværdige horror/gyserfilm på markedet i løbet af et år, og det er lidt en skam. Jeg har kigget nærmere på en af de nyeste kreationer på markedet, Ouija, som tager et gammelt brætkoncept tilbage på lærredet.

 

 

 

Filmen følger en gruppe venner, som forinden handlingens start mistede deres veninde til selvmord, selvom vi som tilskuere godt ved, at det var noget overnaturligt, som tog livet af hende. Hendes bedste veninde vender tilbage til huset, hvor det formodede selvmord fandt sted, og pludselig finder hun et gammelt åndebræt, som hun måske kan bruge til at kontakte den afdøde veninde. Brættet rummer dog mere en blot et telefonopkald til åndeverdenen, og inden længe bryder helvedet løs for de unge venner.

Filmen havde i biografperioden fået svimlende dårlige anmeldelser, og jeg havde derfor ikke de helt store forventninger til produktionens værdi – og det var faktisk en fordel. Når jeg ikke forventede noget som helst, så fik jeg trods alt nogle små overraskelser i løbet af plottet. Den første halvdel af filmen er klart den mest interessante, da man sidder i det uvisse og ikke har nogen anelse om, hvem der hjemsøger huset og hvilket historie der ligger bag. Det er ofte de øjeblikke, hvor det fremmede er noget ukendt, at filmen har succes – når først man har kendskab til det og får en konkret fjende, så mister det en smule af sin gysereffekt.

Selvom første halvdel af filmen lægger op til nogle lovende vinkler i sagen, så er filmen overordnet set ikke specielt god. Den grundlæggende historie er ret vag og overfladisk, og skuespillet er som forventet en række mekaniske amatører, der går lidt for meget op i klicheerne og stereotyperne. Den overordnede tanke bag projektet er ganske fremragende, og formår da også at få selv en garvet ’gyserekspert’ til at hoppe i sofaen en gang eller to – men det hele er lidt for poleret, nymodens og slet ikke rå nok. Man får nogle uhyggelige scenarier, men der bliver aldrig rigtig bygget en nødvendig, underlæggende stemning op.

Selve konceptet med et åndebræt har også været en velbevandret emne i diverse gyser- og thrillerproduktioner, og der skulle Ouija have større overblik over originaliteten og underholdningsværdien for at puse nyt liv i historien. Det sker bare ikke rigtigt – vi får generelt set blot den klassiske teenage-horrorflick, hvor letfordøjelige gysereffekter og unge rollemodeller skal lokke den yngre befolkning i biografen. Filmen passer nok også bedre til en date med en pige, da den mere garvede gysertilskuer ikke føler sig vitterligt begejstret.

Det grundlæggende problem er som nævnt tidligere, at der ikke bliver skabt et nødvendigt fundament, hvorpå klimaks kan bygges større og større løbende gennem filmen. Man får blot en papirstynd historie, hvorpå der er pålagt en række hurtige og ofte forudsigelige chokeffekter – det er bare ikke godt nok. En længerevarende ubehagelig stemning er langt mere effektiv for de endelige udfald, og de indskudte chokeffekter får derved også en langt større effekt. Samlet set er Ouija en middelmådige oplevelse – den overrasker tilskueren, hvis man på forhånd havde kendskab til anmeldernes nedsabling af produktionen, men ellers er der ikke meget at komme efter i denne lettere klichefyldte fortælling.

 

 

Her vinder udgivelsen et par point, da den på trods af en haltende stemningsopbygning på handlingsfronten alligevel formår at skabe en fin lille horror-atmosfære på billedsiden. Der er en tilpas balance mellem lys og skygge, og man får nogle fine vinkler på chokeffekterne – måden hvorpå billedet fortæller gyset, er mindst lige så vigtigt som selve handlingen, og her formår filmen at følge trop. Der kommer nogle stærke kontraster i spil, men effekterne i filmen er måske ikke helt ligeså skarpe – der er nogle scener, som desværre virker en smule komiske frem for uhyggelige, og det skyldes en lidt abstrakt tankegang på kameraføringen. Overordnet set en positiv billedside.

 

Lydmæssigt formår filmen også at levere nogle af sine vigtigste gyserslag i løbet af handlingen. Lydmixet er også noget af det vigtigste i at skabe en god stemning, og den fine balance mellem mærkværdige diskantlyde og dybe baselementer formår at give et godt modspil til handlingens manglende originalitet. Billedsiden og lydsiden arbejder sammen på en solidt grundlag og der er lavet et skarpt redigeringsarbejde på den lydmæssige front i forhold til at krydre gyserstemningen – samlet set også en positiv lydside på udgivelsen.