The Wolverine blu-ray anmeldelse

 
The Wolverine blu-ray anmeldelse
 

The Wolverine blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

The Wolverine blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 2 timer og 20 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, spansk, tysk
Aspect Ration: 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 27 november 2013
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 2 = blu-ray

Genre: Action, thriller
Biograf premiere: 25 juli 2013.

Crew:     
Instruktør: James Mangold
Manuskript: Mark Bomback og Scott Frank
Producere: bl.a. Joseph M. Caracciolo Jr.
 
Fotograf: Ross Emery
Klip: Michael Mccusker
Musik: Marco Beltrami


Skuespiller:
Hugh Jackman som The Wolverine
Tao Okamoto som Mariko
Famke Jannssen som Jean
Rila Fukushima som Yukio
Hiroyuki Sanada som Shingen
Hal Yamanouchi som Yashida
 
Beskrivelse: 
Siden Bryan Singer for første gang kom på banen med en filmatisering af Marvels heltegruppe, X-Men, i 2000, har superheltefilmene for alvor fået en stor produktionsværdi på det store lærred. Filmen lagde grundstenen for fem forskellige efterfølgere – både sequels og prequels – og kendetegnet for dem alle er, at Hugh Jackmans portrættering af ’The Wolverine’ optræder i samtlige film. Siden den originale trilogi stoppede i 2006, har vi ikke set en sequel – før nu! Manden med kløerne er endnu en gang på banen og fortæller om den traumatiske påvirkning af hans mord på den eneste kvinde, han nogensinde har elsket.
 
The Wolverine blu-ray anmeldelse
 
Vi følger den hærgede Logan(Hugh Jackman), som vandrer hvileløst rundt i afsides egne af Amerikas vildmark i forsøget på at komme over de traumatiske oplevelser i X-men: The Last Stand (2006). En mystiske kvinde fra Japan opsøger ham og får ham overtalt til at tage med tilbage i Japan for at sige farvel til en gammel ven, som Logan mødte under 2. verdenskrig. Det viser sig hurtigt, at der lurer fare under overfladen, og Logan tvinges ikke kun til at konfrontere de skumle bagplaner i den japanske familie, men er også nødt til at konfrontere sine egne dæmoner for at kunne klare sig mod en skare af samuraier, adamantium-skurke og mødet med en kvinde, som bringer kærlighed på banen igen.

Hugh Jackman som The Wolverine er absolut den mest interessante skildring af en X-men-figur, og hans baggrund, historier og aspekter af universet driver filmens interesse hele filmen igennem. Selve konceptet er langt mere dystert, blodigt og mørkt, hvilket viser The Wolverine fra hans mest dyriske og farlige side – det giver en solid dybde til den originale karakter, og endelig får man mulighed for at se ham folde sine evner ud på det store lærred. Jackman er i sin fysiske topform og med en række velkoreograferede scener og optagelser kan man ikke andet end at klappe i hænderne af det fornemme arbejde. Historien bevæger sig fra en solohistorie om Logans nedtrykte hverdag til en hektisk kamp for at forsvare retfærdighed i et dystopisk, japansk samfund. Selve historien er langt mere fokuseret på ét forløb, og på trods af en god start, ender filmen med at forvirre seeren gevaldigt.

Man kunne godt ønske at filmen i sig selv fokuserede mere på mutanter og deres evner, da der nærmest blot er en 2-3 stykker i filmen, som har overnaturlige egenskaber. Det er selvfølgelig for at fokusere mest på The Wolverine alene, men man kunne godt bruge lidt flere aspekter i handlingen frem for blot politiske problemer og familiesplid. Selve historien er både en blanding af politiske magtforhold, mafia-relaterede problemer og mutantforskning, hvilket sammen giver et meget forvirrende plot, hvor store mængder information bliver leveret på alt for kort tid. Dette sker ca. i midten af filmen, og dette turbulente midtpunkt gør, at den fornemme intro såvel som den hårdtslående slutning ikke hænger særlig godt sammen. Det er lidt en skam, men med lidt tålmodighed og med tungen lige i munden, kan man godt finde hoved og hale i systemet til sidst. Det der derimod fungerer sublimt i mellemstykket af filmen, er de samurai- og ninjainspirerede filmteknikker, hvor man får fede kampsportssekvenser, realistiske slagsmål og ikke mindst en drengerøvspræget duel med rigtige samurai-sværd. Kombinationen af klassiske ninja/yakuza-elementer og mutationer fungerer rigtig godt, og hvis den forvirrende handling omkring de politiske magtspil havde fungeret lidt bedre, ville filmen have været helt igennem sublim.

Samlet set er The Wolverine en fantastisk superheltefilm, som introduceres gennem hårdtslående action og en velopbygget baggrundshistorie, men desværre sejler lidt i midten af handlingen gennem forvirrende plotdrejninger samt en utydelig skel mellem skurke og helte. Slutningen brager igennem i et kæmpestort virvar af fede kampescener med samuraier, mutanter og skæbnesvangre øjeblikke, hvilket afrunder filmen helt optimalt. Filmen burde dog have haft lidt mere fokus på mutanterne frem for det politiske, men samlet set er The Wolverine utrolig seværdig, og giver endnu en gang et flot portræt af manden med adamantium-kløerne.

 The Wolverine blu-ray anmeldelse
Billedet bliver præsenteret i et 1080P HIGH DEFINITION 1.78:1 aspect ratio, som virkelig fremhæver de positive sider af filmens samurai-agtige opstilling. . Ansigtsdetaljerne er utroligt skarpe og giver et mere realistisk billede, mens den fornemme sammenklipning af diverse optagelser glider professionelt ind i mellem hinanden. Der er lagt ekstra meget vægt på den detaljerede billedside, hvilket giver en interessant dybde i handlingen og dens historie. Der er absolut ingen former for grynede billeder eller andre fejlklipninger. Splattereffekterne, patronerne og ikke mindst de velkoreograferede slagsmål fremstår ufatteligt skarpt på skærmen, og man nyder at se den klassiske action komme til sin fulde ret på det store lærred. Der er samlet set ikke sparet på den rette redigering af filmens billedside og man får action i skarpeste kvalitet fra start til slut.

Lyden præsenteres i et Dolby DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor, som faktisk næsten er lige så positivt overraskende som billedsiden. Der er lagt ekstra meget fokus på dialoger og dybe baseffekter, hvilket resulterer i et krystalklart lydsprog og ikke mindst et ultra rent lydspor. Dialogerne er helt igennem glasklare, effekterne er ufatteligt realistiske og den dybe bas formår på fornemmeste vis at supplere den støjfrie diskant. Man lægger meget mere mærke til de små, ekstra lyddetaljer, og det fornemme lydspor bringer oplevelsen til nye højder. Udtrykket, ’at sparke røv’ får helt nye aspekter i denne film, og man overvældes af den overlegne lydside, som virkelig sætter prikken over i’et på denne fantastiske action-basker. Der er absolut intet negativt at sige om lydsiden på denne udgivelse.

Udgivelsen rummer to discs, hvor man på den ene skive kan se en utrolig interessant dokumentar om, hvordan filmen er blevet inspireret af historiske begivenheder såvel som myter og fortællinger om samuraierne. Derudover er der også et udkast til en alternativ slutning på filmen, som giver et indblik i, hvilke andre tanker filmskaberne har haft i projektet. På den anden disk har man bl.a. mulighed for at se filmen i extended cut, som giver langt flere gode scener til handlingens forløb. Derudover får man et kort, men fantastisk sneak-peek bag om optagelserne på den kommende X-men film, Days of Future Past.  Samlet set en meget interessant og fyldestgørende omgang bonusmateriale til at afrunde udgivelsen på fornemmeste vis. 

Anmeldelse skrevet den 4 december 2013.

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Tilbage til blu-ray anmeldelser