65 UHD 4K blu ray anmeldelse

 
65 UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
65 UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 33 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk 
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 5. juni 2023
Distributør: SF Studios / Sony Pictures Home Entertainment
Antal disk:  2 = 1 x UHD 4K blu-ray + 1 x blu-ray

Genre: Sci-fi, Action, eventyr
Biograf premiere: 16. marts 2023
 
Instruktør: Scott Beck, Bryan Woods
Manuskript: Scott Beck, Bryan Woods
Producere: Zainab Azizi, Scott Beck, Maryann Brandon
Fotograf: Salvatore Totin
Klip: Josh Schaeffer, Jane Tone
Musik: Chris Bacon, Danny Elfman
 
Skuespiller:
Adam Driver som Mills
Ariana Greenblatt som Koa
Chloe Coleman som Nevine
Nika King som Nevine's Mom
 
Beskrivelse: 
I sci-fi filmen 65 er den erfarne rumskibspilot Mills ved at transportere en større gruppe personer i kryosøvn hjem, da rumskibet ender i en stor meteorstorm, som ødelægger rumskibet så meget, at det må nødlande på en ukendt og ubefolket planet. Ubeboet er planeten dog ikke, da den er beboet af alverdens sultne og aggressive dinosaurer. Mills, der tror alt håb er ude, får pludselig radiokontakt til både en kryoboks med en levende person samt nogle intakte redningsfartøjer. Han finder snart kryoboksen, som indeholder den lille pige Koa, som desværre ikke taler hans sprog. Det umage par må nu krydse et uvejsomt terræn, hvor dinosaurerne lurer allevegne for at komme hen til redningsfartøjet. Samtidigt går det op for Mills at den meteorstorm, der ødelagde rumskibet, nu har direkte kurs mod planeten hvor et nedslag vil have potentielt katastrofale følger for alt liv og derfor er der nu også et tidspres for at komme væk i tide.
 
65 UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD eller blu-ray 

65 havde på papiret potentialet til at blive en ny dino / sci-fi klassiker, men sådan skulle det desværre ikke gå. Der bliver brugt for meget af den begrænsede spilletid på at beskrive Mills forhold til hans egen datter samt på, at Mills skal babysitte den irriterende Koa. Samspillet mellem hovedpersonerne Mills og Koa er set meget bedre før i andre actionfilm, hvem husker f.eks. ikke Newt fra Aliens. Samtidigt tager det tid og fokus væk fra den dinosaur-action, som er den primære årsag til at man vil se 65. Et andet irritationsmoment er selve designet af dinosaurerne: Når man nu vælger en pseudo videnskabelig vinkel med, at Mills kommer fra en anden planet og faktisk lander på jorden lige umiddelbart inden dinosaurerne udslettes af en meteornedslag for 65 millioner år siden, hvorfor vælger man så at redesigne dinosaurerne til noget der hverken ligner de fossiler der er fundet på jorden eller det vi kender fra Jurassic serien?

Trods disse to kritikpunkter var jeg da alligevel udmærket underholdt i de 93 minutter filmen 65 varer, for trods en temmelig forudsigelig handling, er der masser af flot udførte actionsscener og spændende momenter i filmen. Men man skal blot ikke sætte sine forventninger for højt for så bliver man skuffet.
 
65 UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD eller blu-ray  
 
Den bedste begrundelse for at anskaffe sig 65 på 4K UHD disk er helt sikkert billed- og lydsiden, for her bliver vi forkælet med både HDR10 samt Dolby Vision. Den højere opløsning på UHD disken giver billedsiden en tårnhøj klarhed og detaljerigdom, som giver en imponerende dybde i billedet. CGI blender ubemærket ind blandt skuespillere og de naturlige omgivelser. Et lille fradrag i karakteren gives pga. lidt uskarphed i billedets periferi visse scener, men det nok mere billeddesign end fejl. Dolby Vision eller HDR10 bidrager med at udvide farvespektret betydeligt, så det både føles mere nuanceret og naturligt, mens sortniveauet i de mørkere scener i er forbilledligt dybt og uden synlige komprimeringsfejl.
 
Dolby Atmos soundtracket til denne UHD udgivelse af 65 formår virkeligt at udnytte formatet til fulde både i de vilde kampe mellem Mill og dinosaurerne, i den heftige nødlandingsscene, men også i skoven, hvor naturtro lyde omringer seeren med fjerne dinobrøl, raslen i løvet eller regn som virker glimrende til at sætte stemningen. Generelt fremstår lydsporet både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne, med masser af panoreringer i alle kanaler, inkl. højdekanalerne samt flittig og effektiv brug af subwooferen. Dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, også i de hæsblæsende actionscener.
 
Det begrænsende ekstramateriale findes kun på den medfølgende blu-ray disc.

• Deleted Scenes (1080p, 8:03)
• Set in Stone: Filmmakers (1080p, 4:21)
• Future of Yesterday: Creating the World of 65 (1080p, 4:56)
• Primordial Planet (1080p, 2:30)
• Final Showdown: Concepts to Screen (1080p, 10:14)
• Previews (1080p)
 

Tak til SF Studios / Sony Pictures Home Entertainment

Anmeldelse skrevet september 2023

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser