Styrke 10 fra Navarone blu-ray anmeldelse

 
Styrke 10 fra Navarone blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Styrke 10 fra Navarone blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave) 
Spilletid: 2 timer og 6 minutter 
Lyd: Mono : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk + 8 andre sprog.
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080P

Blu-ray udgivelsesdato: 6 juni 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Action

Crew:     
Instruktør: Guy Hamilton
Manuskript: Alistair MacLean, Robin Chapman & Carl Foreman
Producere: Bla. David W. Orton, John R. Sloan & Anthony B. Unger
Klip: Raymond Poulton
Music: Ron Goodwin

Skuespiller:
Robert Shaw som Mallory
Harrison Ford som Barnsby
Barbara Bach som Maritza
Edward Fox som Miller
Franco Nero som Lescovar
Carl Weathers som Weaver
Richard Kiel som Drazak
 
Beskrivelse: 
Styrken er vendt tilbage fra deres succesrige mission, der gik ud på at destruere Navarones kanoner. Mallory (Robert Shaw) og Miller (Edward Fox) bliver nu sendt til Jugoslavien på endnu en næsten umulig opgave. På vejen slår de sig sammen med Styrke 10, som er en gruppe hårdføre amerikanske kommandosoldater under ledelse af den modige Lt. Colonel Barnsby (Harrison Ford). Da de når frem til Jugoslavien, bliver de taget til fange af tyskerne, og det ser ud til, at deres mission ikke kan undgå at mislykkes.
 
Styrke 10 fra Navarone blu-ray anmeldelse
 
Har man sparet mere end tre årtier op på sit sygesikringsbevis, så kender man utvivlsomt forfatter Alistar MacLean. Manden skrev et utal af spændende krigsromaner, hvor flere af dem blev til glimrende film. En af dem var Navarones Kanoner, der i 1961 blev et kæmpe hit på det hvide lærred med prominente navne som Gregory Peck og David Niven i hovedrollerne. I 1968 var filmen stadig populær og MacLean udgav derfor fortsættelsen Styrke 10 fra Navarone, der såre simpelt følger op hvor den første bog slap. Der skulle gå næsten et helt årti efter bogudgivelsen før Hollywood var klar med en filmatisering af fortsættelsen – og gudskelov for det. For i mellemtiden var Robert Shaw blevet et kendt navn, der i min verden altid vil have en stjerne i bogen for sin rolle som Quint i Jaws, der bed fra sig i biograferne et par år inden denne film. Den nu afdøde Shaw bærer denne film på sin helt egen facon, men er godt bakket op af Harrison Ford, Edward Fox, Franco Nero og ikke mindst Richard Kiel, der senere skulle få en prominen rolle i hele to James Bond film, som en helt anden slags Jaws end den, der gjorde Robert Shaw til en legende. At jeg nævner James Bond er ingen tilfældighed, for Styrke 10 fra Navarone har nemlig den samme drengede charme, legende dialog kombineret med hårdkogt action og en drys af humor, som de fleste ældre Bond film blev leveret med. Det hænger naturligvis sammen med det faktum, at instruktør Guy Hamilton allerede havde Bond film på samvittigheden (Goldfinger) og skulle ende med at blive instrumental i udformningen af Roger Moore som James Bond. Inden af det hele ender i en Bond-fest, bør jeg nu også nævne den smukke Barbara Bach, der gør det mindst lige så godt i denne film, som i den senere Spionen der Elskede Mig.

Styrke 10 Fra Navarone er en underholdende film, der sagtens kan tåle tidens tand. Det er nemlig en klassisk krigsfilm, der til trods for den forholdsvis letbenede indstilling til krigens rædsler, falder ind i rækken af klassikere som Det Beskidte Dusin, Kellys Helte og ikke mindst forgængeren Navarones Kanoner. Så skulle man have to ledige timer og er indstillet på en god gammeldags krigsfilm, så går man bestemt ikke galt i byen med denne film, som velsagtens har en plads blandt genrens bedste og mest underholdende.

Når man nu ved, at den sagtens kan lade sig gøre, at restaurere gamle film til perfektion, så bliver man ærgerlig ved Styrke 10 fra Navarone. Filmen er knapt renset for forskellige bussemænd og især i de mørke scener er filmen mere grynet end seværdig. Farverne skifter gennem flere gange i filmen og kontrasten bliver af underlige årsager ikke holdt indenfor samme palette, hvilket gør det umuligt at regulere sin hjemmebiograf til optimale forhold for denne film. I sidste ende er den hverken bedre/værre end en gennemsnitlig dvd, hvilket er en skam, når vi nu skriver 2014 og fuld HD er det nye sort.
 
For at understøtte min påstand om dvd kontra bluray, bliver vi her præsentere for der originale mono-lydspor, hvilket enkelte fans nok vil elske. Det ville jeg også, hvis monosporet havde været en ekstra feature, men det er det desværre ikke.
 
Anmeldelse skrevet 20. juni 2014.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser