Predestination blu-ray anmeldelse

 
Predestination blu-ray anmeldelse
 
Predestination blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Predestination blu-ray anmeldelse  

Zone A-B (DK udgave) 
Spilletid: 1 time & 38 minutter 
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk 
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Engelsk + 13 andre sprog
Aspect Ration: 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 12. december 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Action, Sci-Fi

Instruktør: Michael Spierig, Peter Spierig
Manuskript: Michael Spierig, Peter Spierig
Producere: B.la. Michael Burton, Gary Hamilton, Matt Kennedy
Fotograf: Ben Nott
Klip: Matt Villa
Musik: Peter Spierig

Skuespiller:
Sarah Snook som The Unmarried Mother
Ethan Hawke som The Bartender
Noah Taylor som Mr. Robertson
Elise Jansen som Nurse
Cate Wolfe som Beth Fetherage
Freya Stafford som Alice
 
Beskrivelse: 
Predestination handler om en tidsrejsende agent (Ethan Hawke). På sin sidste mission skal han forfølge en bombemand, der er ansvarlig for mange mord og som gang på gang er undsluppet. Men tingene er ikke så simple. Det er nemlig ikke en helt normal bombemand.
 
Predestination blu-ray anmeldelse
 
En af de mange glæder ved at se film er, at man enkelte gange kan blive forført af hvad der foregår på skærmen. Forført af billederne. Forført af lyden. Måske endda forført af historien – hvis man altså er rigtig heldig. Sidstnævnte sker sjældent. I takt med at man ser flere og flere film, lærer man også de små trick, som filmmagere bruger. Det bliver derfor gradvist sværere og sværere at snyde publikum, der ikke længere lader sig narre af helte, der i virkeligheden er skurke – eller plots hvor morderen først bliver afsløret i filmens sidste scene. Men når det virker. Når vi bliver overrasket. Så er det en fantastisk følelse. Man føler sig narret, snydt og bedraget men samtidig også voldsomt underholdt. Mange vil genkende følelsen, hvis man siger Sixth Sense (I see dead people) eller Memento, der netop var drejet og fordrejet i så mange retninger, at man til sidst ikke vidste op og ned på plot og historie. I denne sublime genre af film finder man Predestination.

Idéen om at livet er forudbestemt for os er ikke ligefrem ny. Den kender vi blandt andet fra flere religioner, men især fra science fiction historier, der elsker at slå på tromme for, at vi uanset hvad vi gør og hvordan vi opfører os, ender med at gøre præcis det, som vi er sat på jorden for. Tanken i sig selv bryder med følelsen af selvstændighed. Den følelse vi alle før eller siden har oplevet, hvor verden er for vore fødder – og det kun er fantasien der sætter grænser for, hvad vi kan opnå, opleve og skabe. Derfor vender idéen igen og igen tilbage i kunsten. Litteraturen og filmen elsker at gøre op med vor største frygt: Tanken om, at vi ikke er selvbestemmende. Det er både interessant i teori og praksis – og med Predestination kommer tanken helt op til overfladen.

Filmen drejer sig stort set kun om to skuespillere. For at få en film til at virke, skal de to nødvendigvis præstere, men det gør de gudskelov også. Jeg er selv blevet ret lunken på Ethan Hawke, der efterhånden er blevet en lidt trist karakterskuespiller i min optik. Det retter han op på med Predestination, som han stort set bærer på egne skuldre med assistance fra Sarah Snook, der formår at spille sin rolle med stor sikkerhed.

Filmen er skrevet og instrueret af Peter & Michael Spierig, der tidligere har stået bag den vanvittige Undead og den lidt tamme Daybreakers, der også havde Ethan Hawke på rollelisten. Med Predestination er de trådt mange skridt op i kvalitet, der rent dramaturgisk er tættere på film som Matrix eller Dark City end deres tidligere værker.

Så hvis du er klar på, at få din hjerne revet rundt i en historie, der i den grad sætter krav til sit publikum, så bør du ikke tøve. Predestination har det hele. Du bliver med garanti forført, fortabt og forvirret i løbet af de 97 minutter. Hvad mere kan man forlange?
 Predestination blu-ray anmeldelse
En lækker film kræver naturligvis en lækker indpakning. Det siger sig selv. Til trods for den valgte palet af mange grå og brune toner, har filmen alligevel et ret lækkert look. De lyse scener er klare og tydelige med en stor skarphed – og de mere mørke scener, står tydeligt nok til at man kan se alt hvad der foregår. Filmen har ganske få effekter, der alle er en integreret del af filmen, der lever mere på sin gode historie end en ellers særdeles godkendt billedside.
 
Vi får serveret et DTS-HD MA 5.1 lydspor, der leverer nogenlunde i store dele af filmen. Det har helt klart været et sted, hvor man har sparet, for det er meget sparsomt med effekter – og der er sjældent særlig meget larm i baghøjtalerne. Der er til gengæld en fin bund i de få effekter, der rent faktisk er brugt lidt krudt på. Lyden er en smule mudret i dialogen, men hvorvidt det er et stilistisk valg, skal jeg ikke sige. Det trækker alligevel en smule ned, da det er rart at kunne høre, hvad personerne i filmen siger til hinanden.
 
- All You Zombies: Bringing Predestination To Life - Over An Hour Of Reaveling Behind The Scenes   Featurettes
- A Journey Through Time - Cast And Crew Reveal The Mind Bending Secrets Behind The Film
- Bloopers

Anmeldelse skrevet december 2014.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser