NOAH blu-ray anmeldelse

 
NOAH 3D blu-ray anmeldelse

NOAH 3D blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

NOAH 3D blu-ray anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Zone B (DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 15 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 7.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 1.85:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 21. august 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 2  = 3D Blu-ray + Blu-ray 

Genre: Action, Drama, Eventyr
Biograf premiere: 3. april 2014.

Instruktør: Darren Aronofsky
Manuskript: Darren Aronofsky, Ari Handel
Producere: bl.a. Darren Aronofsky, Chris Brigham, Scott Franklin
Fotograf: Matthew Libatique
Klip: Andrew Weisblum
Musik: Clint Mansell
 
Skuespiller:
Russell Crowe som Noah
Jennifer Connelly som Naameh
Ray Winstone som Tubal-cain
Anthony Hopkins som Methuselah
Emma Watson som Ila

Beskrivelse: 
Noah har syner om vand.. Hele verden vil blive oversvømmet og alle levende væsner vil drukne. Han forstår bare ikke hvorfor - indtil Gud giver ham besked om at det virkelig vil komme til at ske. Noah og hans familie er de eneste der må overleve syndfloden og han skal derfor bygge en kæmpestor ark, hvori alle dyr skal samles i par, så de også kan overleve. Nu er det bare op til Noah og hans sønner at nå at få bygget arken inden vandmasserne vælter ind over dem.
 
NOAH 3D blu-ray anmeldelse
 
Darren Aronofsky er i den grad en instruktør der deler vandene. Hans film har oftest en skjult dagsorden, mange lag af historie og budskaber, der kan få enhver fortolker-Holger til at gå fuldkommen i selvsving. Med film som The Fountain og Black Swan har han begejstret mange selvbestaltede filmeksperter, der alle er faldet pladask for Aronofskys stil, fordi den i særdeleshed lægger op til filmsnobberi for folk, der gerne vil lyde intellektuelle. I min verden er det hit eller miss med Aronofsky. Han hittede i den grad med Black Swan, men i min verden skød han helt og aldeles forbi med den selvforherligende The Fountain, som mere handlede om at være anderledes end at fortælle en egentlig historie. Med Noah har Aronofsky lagt lidt af mystikken på hylden. Dermed ikke sagt, at vi ikke slipper for overdreven brug af symbolik, for uden den ville der ikke være noget Aronofsky over filmen.

Vi kender nok alle historien om Noah, arken og dyrene der to og to går ombord inden syndfloden kommer. Efter ti måneder på vand går arken på grund ved Ararat og sådan reddede Noah dyrene ved Guds befaling. Historien fra Første Mosebog er velkendt og brugt i mange sammenhænge – også i Hollywood. Nu kender jeg ikke Aronofsky personligt, men jeg er rimelig sikker på, at den Første Mosebog som han har læst, på ingen måde ligner den Første Mosebog, som vi andre er opdraget med igennem kristendommen. Eksempelvis er jeg sikker på, at Noah ikke er beskrevet som en sindssyg mand, der er villig til at slå alt og alle ihjel, for at opnå sit mål uanset midlerne. Jeg er også ret sikker på, at der på intet sted i selvsamme bog er store klippemonstre, der hjælper Noah med at gøre båden færdig. Nu er det ikke fordi, at jeg ikke er tilhænger af kunstnerisk frihed i forhold til kildematerialet, men når frihederne er så dumme, usammenhængende og tåkrummende pinlige, så står jeg helt og aldeles af.

Hvis man forventer en Passion of the Christ eller lignende bibelsk historie, kan man af ovenstående udlede, at man langt fra får, hvad man kommer efter. Det er i sig selv også en fin nok idé, at gøre historien om Noah til en meget basal actionfilm, men når selv actionscenerne virker dårligt konstrueret, udført og udtænkt – ja, så mangler der nødvendigvis substans, der får publikum til at leve sig ind i filmen. Det er så også Noahs største problem. For selv om filmen er spækket med gode skuespillere, og har en historie, der med få undtagelser hænger fint sammen, så mangler Aronofsky i den grad, at bygge bro til sit publikum, så de ikke sidder med for meget distance mellem filmen og biografmørket.

I sidste ende kan oplevelsen af Noah afhænge af alt muligt andet end selve filmen. Hvor interesseret er man i biblen? Hvor meget hænger man sig i, at en film skal følge sit forlæg og hvor stor en fan er man af Aronofsky? Hvis man tilhører den sidste gruppe, skal man nok have den store kasse med undskyldninger og forklaringer med, hvis man skal forsvare den ellers talentfulde instruktør dette stykke makværk, der kun bliver delvist reddet af enkelte velfungerende dele af historien.
 
NOAH 3D blu-ray anmeldelse

Noah er en grå film. Den forholdsvis smalle palette er til gengæld meget velbalanceret. Det hele er skudt digitalt, så her mangler hverken skarphed eller dybde. Filmen står og falder med et stabilt sortniveau, der nok skal sætte nogle fjernsyn og projektorer på manddomsprøve i kunsten at skabe sort. 3D effekterne er en blandet pose bolsjer, da meget af deres kvalitet svinger med kvaliteten på speciel effekterne. Nogle er meget smukke og andre er utrolig grimme og nærmest grinagtige. Ærgerligt, når resten af billedet ellers er helt sublimt.

Vi bliver forkælet med et 7.1 DTS HD MA lydspor, der i den grad viser hvor langt vi er nået med hjemmebiolyd på Bluray. Her er fuld smæk på i de hidsige scener og en fantastisk balance i de mere stille scener. Dialogen sidder lige i skabet og soundtracket underbygger en fantastisk lydoplevelse på en ellers noget flad film.
 
- Iceland: Extreme Beauty
- The Ark Exterior
- The Ark Interior

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet 20 august 2014.  

Tilbage til 3D Blu-ray anmeldelser eller Blu-ray anmeldelser